Hofte, klaustrofobi & særlig sensitiv

Tre store udfordringer…

De tre egenskaber og udfordringer har intet med hinanden at gøre, men det er tre ting, der er en stor del af mig og mit liv som menneske og som indimellem har besværliggjort mit liv meget og stadigt ofte gør det.

24627337499_4140f17633_z
Blot et stemningsbillede… mærk roen…

Da jeg skrev dette indlæg, sad jeg i et fly på vej til Santorini og for dem der skulle være i tvivl hvor det ligger, er det i Grækenland. Det var tidligt om morgen, alt for tidligt, men vi var ikke de eneste, der var mødt op i Københavns Lufthavn klokken 05.00 - denne smukke og herlige lørdag morgen.

35735544223_80217ba46b_z
Udsigten fra min vinduesplads over Santorini.

Kunstig hofte
Vi stod alle sammen pænt i lange køer henimod indtjekningen. Efterhånden har jeg meget godt styr på, at jeg skal huske, at min iPad skal placeres i den lille kasse, der skal rulle igennem røntgen-skanneren, sammen med min jakke, taske m.m. Så langt så godt. Nu kommer så øvelsen, når jeg selv skal gå igennem metaldetektoren. Med hjertebanken og høj puls ved jeg nu, at jeg ikke bare kan snige mig igennem stille og roligt - uden at blive lagt mærke til. For det er sikkert som amen i kirken, at metaldetektoren bimler og bamler og lyser rødt, når jeg går igennem - og så er jeg “busted” og bliver, som altid, bedt om at tage skoene af og gå tilbage, for så at gå igennem detektoren en gang til.

FullSizeRender_45
Måske ikke lige de sko jeg rejser i - men de er med i kufferten.

Tilbage med mig og ind igen og nu starter "afhøringen" - har jeg ure, smykker eller andet, der evt. kan sætte gang i detektoren, og til det sidste må jeg jo så svare: ”Ja, jeg har en stålhofte" og så er jeg igen en "fri fugl" og kan fortsætte min rejse. Dette gentager sig, når vi så skal rejse tilbage igen. Det er dog ikke altid servicen, er så god og høj som i Kastrup Lufthavn, men det tager jeg med - sammen med min fine stålhofte.

hofte.jpg
Kontrolscanninger af 1.og 2. hofte - lynlåsen er fra mine bukser ;-)

Historien med min stålhofte er, at da jeg var 32 år gammel, fik jeg indopereret en kunstig hofte. Jeg fik “hele pakken” bestående af både lårbensprotese, kugle og hofteskål. Jeg havde i flere år, haft en del smerter og ingen kunne blive kloge på, hvorfor jeg havde de smerter, indtil en læge i Silkeborg, der boede jeg på dette tidspunkt, valgte at sende mig til et røntgenbillede. Af uforklarlige årsager(!), var der ikke længere brusk mellem min hofte og hofteskål - så der var ingen anden udvej end at erstatte den med en ny.

Sådan blev det og det var på ingen måde, en tid jeg husker for noget særligt rart. Jeg var nyskilt, alenemor til to børn på henholdsvis tre og seks år og troede aldrig, at jeg ville komme til at danse igen. Jeg følte mig stadig ung og sprød - dog med et kilometerlangt ar ned af mit højre lår. Ikke noget jeg på nogen måde var særlig stolt af.

3FEEFA30
Løbetræning - stille og roligt

De daglige udfordringer, der var med denne nye kropsdel, som jeg ikke lige bød velkommen eller havde lyst til, at blive gode venner med, var mange. At jeg i så ung en alder havde fået en kunstig hofte, var heller ikke noget, jeg havde lyst til at tale med nogen om - ihvertfald ikke de første mange år.

14311868181_588f0293f7_z
Man skal ikke gå ned på udstyr…re-opereret hoften - mig og min lille mor <3

Sådan en hofte holder desværre ikke livet ud. Efter lidt mere end 16 år var tiden kommet til, at den skulle skiftes og en re-operation blev uundgåeligt. Denne operation og genoptræning gik langt bedre, end jeg havde håbet på. Jeg var lidt bedre forberedt på smerterne, dog havde jeg lykkeligt glemt den lange healing-tid og genoptræningsforløbet, som igen tog op mod et år, inden mit højre ben igen var stærkt nok. Min nye hofte og jeg, er blevet ret gode venner og jeg er meget tilfreds med den, så glad at jeg for første gang i 25 år, nu er begyndt at træne mit ben og mig selv op til, at kunne løbe - små skridt.

FullSizeRender_92
Gennemført dagens træning… 30 min.

Mit mål er, at jeg indenfor et år kan løbe fem km og gerne flere gange om ugen og i skrivende stund og lige om lidt og inden min dag er omme, ligger jeg ved en pool i 30 graders varme og er fuldstændig ugenert af mit lange ar ned af låret - den er en del af mig og min historie og jeg er taknemmelig for, at jeg er smertefri og kan gå - så tager jeg gerne en ekstra tur i diverse indtjekningsskannere i verdens mange lufthavne.

Klaustrofobi
Så er der det med klaustrofobi. Den viser sig fra sin grimme side, ved mange forskellige lejligheder. Og lige i skrivende stund er det, når jeg får at vide, hvilket sæde jeg skal sidde på i flyet. Jeg personligt foretrækker en plads ud mod gangen - the
aisle. Det giver mig en følelse og frihed til, at tage flugten - ja, ja jeg ved sgu godt, at der ikke er så langt at løbe, når vi først er i luften, men om ikke andet, så tror min hjerne, at det er en mulighed.

36376136932_b6a4044c2e_z
Ikke helt afslappet endnu…på vej hjem fra Santorini.

Ligesom den hjerne der går fuldstændigt i panik, når jeg som i dag, bliver placeret ved vinduet (husk vi er stadig på vej til Santorini), for at sidde i midten af rækken af tre sæder - det er det samme som at dø - næsten. Jeg sætter mig pænt ved mit anviste sæde og som den skønne mand jeg har, ved han fra vores mange rejser sammen, at han ikke liiiiiiigggeee skal tale med mig, idet der for mig svarer til et år, men nok blot er fem minutter?

19847423792_ba4ccb5e3c_z
Ahhhh perfekt, yderst… på vej hjem fra ferie i Tyrkiet.

I de fem minutter mærker jeg angsten, pulsen er vanvittig høj og jeg er ved at løbe skrigende væk fra mit sæde, hvis ikke lige det havde været fordi, at jeg skulle kravle hen over min mand og en vildt fremmede dame, som allerede sover og ikke mindst den sele, der nu er fastspændt om mit liv - så havde jeg helt sikkert taget flugten.

24627402769_c51743462b_z
Mega perfekt… tralllalalalalla - på vej hjem fra Thailand.

Hvad gør jeg så? Jeg stirrer ud på landingsbanen, forsøger at få ro på den panik, der er indeni mig og ikke mindst holder jeg fokus på min vejrtrækning, som ikke i øjeblikket kan være særlig sundt for mit lille hjerte. Så tænker jeg på ALT, der er rart og positivt i mit liv - og der er en del, at være tilfreds med. Og så beder jeg ellers min hjerne om at holde sin mund og holde op med at genere mig. Det lykkedes efter ca. fem minutter at få den larm, der var i min hjerne til at forsvinde, så jeg igen kunne trække vejret roligt og nyde resten af turen - når vi altså var lettet.

36498101956_605df01047_z
Stort og afslappet smil fra luften - alt er ok ! på vej til Santorini.

Nu er dette kun én, af mange situationer, hvor jeg mister kontrollen og føler, at jeg er lige ved at dø. Seneste oplevelse, udover flysædesituationen, var igår og inden vi skulle rejse, hvor jeg skulle have lavet fine nye kunstige øjenvipper.

Det var min anden gang. Første gang lykkedes ikke pga. af den klaustrofobiske udfordring. Men i går mødte jeg spændt og glad op hos klinikken
Starlash i kronprinsessegade. Den søde vippetekniker, Simone tog smilende i mod mig. Jeg blev høfligt henvist til briksen og ud af højtaleren kom der dejlig blød og afslappende musik - stemningen var umiddelbart rar.

Den stemning skulle jeg snart få ødelagt. Jeg lagde mig til rette, alt imens jeg fik spurgt hvor langt tid det ca. ville tage, hvortil hun fortalte, at det ville tage op til to timer og at jeg IKKE måtte åbne mine øjne i de to timer. TO TIMER! Det var så her jeg døde - altså for et øjeblik.

Jeg gik fuldstændigt i panik. Jeg kunne næsten ikke trække vejret og jeg mærkede tårnene presse på, alt imens jeg bad hende om lige at give mig et øjeblik - det ville hun gerne, efterfulgt af ordene: “
Jeg har dog en kunde efter dig”. Det gjorde ikke min situation meget bedre og nu var jeg endnu mere presset og sagde: “Jeg kan ikke gennemføre det” - mens min hjerne gik amok med 1000 tanker. En af dem var: “Du kan sg’u da ikke endnu engang gå herfra - uden vipper, som du allerede har betalt kr. 999.- for!”.

36407209141_d91dfb70af_z
Nye fine vipper - kan du ane dem ?

Så jeg strammede mig op og bad hende give mig fem minutter, så skulle jeg nok blive klar med eller uden “narkose”. Det sidste var et forslag, som høfligt blev afslået. Da der var gået fem minutter, var det lykkedes mig, at få tilpas meget styr på mig selv og min panik og med lukkede øjne, sagde jeg til den ventende "vippedame", at jeg er klar. Jeg gennemførte det og det tog kun 1 1/2 time og inden den halve tid var gået, blundede jeg faktisk hen.

36147972400_6c57179a94_z
Vipperne holder stadig…

Jeg vil lige afslutte klaustrofobi-delen med en sidste oplevelse, selvom der er rigtig mange af slagsen. Jeg skulle i forbindelse med en kontrol af min første hofte, have foretaget en skanning af min krop. Det lyder jo sikkert meget tilforladeligt i dine ører - nååå ja, det gør "
kunstige vippeøvelsen" nok også?

Jeg mødte op på Hvidovre Hospital og jeg tænkte faktisk ikke så meget over det, kun at det ville tage et lille øjeblik og så var jeg færdig og kunne komme videre. Jeg lagde mig på briksen og blev bedt om at ligge bom-stille OG fastspændt på mine arme. Mine arme lå ned langs siden af min krop (kan du se det for dig?) og radiografen trykkede så på den knap, der langsomt skulle føre min briks ind i "
helvede" - meget langsomt og ca. 20 minutter fik jeg at vide, at det vil tage og efterfulgt af ordene om at jeg skulle ligge helt stille.

Efter ca. et minut og rigtig mange latterlige tanker, rev jeg mine arme fri fra den velcro, der skulle holde mig fastspændt og så skreg jeg, lettere hysterisk: “
Jeg er IKKE klar, du må køre mig tilbage igen!”. Det gjorde hun, men ikke helt så sød og overbærende, som minutterne tidligere. Efter lidt peptalk - ikke mindst med mig selv, fik jeg gennemført mit livs længste "selfie" (læs: jeg blev kropscannet i 30 minutter).

Særlig Sensitiv
Min tredie udfordring, er en særlig følsom én af slagsen. Jeg er nok det, der i dag hedder “
særlig sensitiv”. Det begreb var der vidst ikke mange, der havde kendskab til, da jeg var yngre - der blev jeg bare kaldt “følsom” og “tudeprinsesse”.

7767671610_7307aefdb7_z
Lidt betuttet og på vej til en festlig begivenhed…

Min særlige sensitive side kommer til udtryk ved, at jeg meget hurtigt kan fornemme hvordan andre mennesker har det og jeg er meget påvirkelig af andres humør. Det siger nok sig selv, at jeg derfor foretrækker at være i selskab med mennesker, der er positive og livsglade. Er jeg omgivet af mennesker, der er “humørsyge”, har jeg altid forsøgt at "peppe" dem op, enten ved at “klovne”, komme med fjollet bemærkninger eller ved at “please” dem. Sådan har det været, lige så længe jeg kan huske tilbage.

7767723284_3e1f3f7648_z
Festlig begivenhed - gennemført og mega-hyggeligt.

I skolen gik det oftes helt galt. Havde jeg lærer, der på mig virkede sure eller negative - hvilket de helt sikkert ikke var (i mit verdensbillede var det de følelser, jeg fik), så var det helt sikkert, at jeg klovnede mig igennem timerne, for så til sidst, at blive smidt uden for døren, for at have forstyrret undervisningen - hvilket jeg jo helt sikkert også gjorde. Senere og op igennem mit voksenliv fyldte alt dette meget.

7767839094_b92cfcb1c0_z
Stemningsbillede - hvis du fik læst dette så er dette min “grimme vinkel”.

Når jeg blev inviteret til livets begivenheder, som gerne skulle være festlige, var det helt sikkert fyldt med masser af udfordringer for mig. Jeg havde altid mest af alt lyst til at aflyse. Udfordringerne gik ud på, at når jeg skulle træde ind i et rum, var det lige så sikkert, at jeg hurtigt kunne fornemme hvordan de andre gæster havde det - i hvertfald var det det, mine sanser var rettet imod og det siger nok sig selv, at jeg var fuldstændig flad og energiforladt efter et par timer - især hvis der var mange gæster, jeg “
skulle tage mig af”.

28035859034_3a1cc33fe0_z
Stemningsbillede fra en glad aften i byen - masser af godt humør… ahhhhhhh!

Det var ikke noget, jeg dengang var opmærksom på og jeg vidste ikke, at det var et handicap for mig - men af skade bliver man klogere. Det gjorde i hvertilfælde, at jeg har nok “
svigtet” nogle aftaler her og der igennem livet - for at passe på mig selv eller ganske enkelt fordi at jeg ikke havde overskud til at være det festlige indslag, som jeg helt sikkert selv troede, at jeg skulle være. På billederne her ses jeg fra festlige indslag, der er ægte og autentisk glade øjeblikke, som lige præcis viser, at de giver mig masser af overskud og glæde, at deltage i.

32689933402_3cc2fbd629_z
Endnu en dejlig begivenhed - masser af smil og alt er godt.

Har jeg det så stadigt sådan? Nej for pokker, jeg har øvet mig og øver mig stadig på, at jeg ikke er ansvarlig for andres humør og at det intet har med mig at gøre. Jeg har arbejdet meget med den side af mig selv og har bl.a. været hos en
hypnotisør med min udfordring. Det var en rigtig spændende oplevelse, hvor jeg gennemgik nogle af mine fobier, hos en rigtig dygtig og meget venlig Carsten Milling. Det gav noget eftertanke - så meget, at jeg overvejer et besøg mere - i hvert tilfælde i forhold til min snigende klaustrofobi.
blog comments powered by Disqus